Mini: Den fantastiske følelse gav mig næsten et blackout

Kategorier

Mads Mini Pedersen fik scoret sit første Superligamål nogensinde, og det sikrede 3-1 sejren over FCK.

Foto: Getty Images

– Jeg havde planlagt en jubelscene, men den glemte jeg alt om i sekunderne efter scoringen, lyder det fra Mads Mini efter det første Superligamål i karrieren.

21-årige Mads Mini Pedersen spillede sin kamp nr. 53 i Superligaen, og endelig kom den scoring, han har jagtet så længe og i de seneste kampe har været tæt på flere gange:

– Og så lige her i Parken med et mål til 3-1 og min første sejr herinde nogensinde. Det var helt fantastisk. Jeg har hele ugen haft en følelse af, at målet ville komme mod FCK. Jeg har sparket på mål i én uendelighed hele ugen for at øve, og mine hofter er næsten helt overbelastede af alle de skud.

– Jeg havde også planlagt en jubelscene, hvis det skulle lykkes at score. Men det glemte jeg alt om. Det føltes nærmest som et rent blackout af lykke. Jeg kiggede op på uret og så, at der var tyve minutter tilbage og tænkte: Bare det holder. Man ved aldrig herinde. Vi arbejdede så hårdt, og jeg er helt smadret af både træthed og de voldsomme følelser.

– Det er mine første 90 minutter efter min skade og min første sejr i Parken nogensinde. Jeg havde krampe alle steder til sidst, men det var det hele værd. Jeg kan slet ikke sætte ord på mine følelser lige nu og håber, at vi kan gøre det igen på søndag i den sidste kamp, så vi også kan give E og Mtiliga en super afsked, lød det fra en dødtræt og overlykkelig Mads Mini Pedersen.

Også lille Jonathan Amon havde et kæmpe smil på efter flere gange at have drevet gæk med FCK-forsvaret:

– Det her er den bedste følelse nogensinde. Det virker næsten vanvittigt, og det var dejligt at få lagt op til en scoring. Jeg ventede lige på det rigtige øjeblik til at rykke forbi ham og servere for Emiliano. Det var nogle fantastiske mål, vi fik scoret, og jeg er så glad lige nu.

Det var den kun 18-årige Magnus Kofod Andersen også. Han leverede igen en super indsats på midtbanen:

– Den var min første kamp herinde, og bare det at træde ind i Parken og mærke stemningen og atmosfæren her gør det meget sjovere at spille fodbold. Jeg synes, vi spiller en rigtig flot 1. halvleg, mens vi må kæmpe noget mere for det efter pausen. Nu skal vi bare slutte godt af mod Hobro på søndag, så vi kan gå på ferie med en god følelse, siger Magnus Kofod.