Fortjent skulderklap til hele FCN-trænerstab

Kategorier

Kasper Hjulmand siger her farvel til endnu en profil, anfører Patrick Mtiliga, kort før slutfløjtet mod Hobro. Efter kampen blev Hjulmand også selv hyldet af Viasats eksperter som efterårets træner.

Boesenfoto.dk

TV-eksperterne fra Viasat kårede Kasper Hjulmand som efterårets træner i Superligaen.

Da fodboldmagasinet Onside på TV3 søndag aften gjorde status efter sidste spillerunde i Superligaen, blev Viasats eksperter også alle bedt om at give 3, 2 og 1 point til de trænere, som de vurderede til at være de bedste i efteråret. Og næsten alle havde FC Nordsjællands Kasper Hjulmand øverst.

Kasper Hjulmand vandt eksperternes afstemning foran Brøndbys Alexander Zorniger og Jess Thorup fra FC Midtjylland, mens Hobros Thomas Thomasberg kom ind på fjerdepladsen. Selv om det ikke er nogen officiel kåring, er det et stort og fortjent skulderklap ikke blot til Kasper Hjulmand, men også til hele den store trænerstab, som han arbejder tæt sammen med i hverdagen i Right to Dream Park.

Det er ikke kun i efteråret, FC Nordsjælland har præsteret på et ekstremt højt plan i mange kampe. Der er en udvikling, der har været i gang, siden FCN i januar 2016 fik nye ejere, og Kasper Hjulmand vendte retur som cheftræner i spidsen for visionen om FCN og Right to Dream som et fælles projekt til udvikling af unge fodboldtalenter.

Spillerne fra de to Akademier skal smelte sammen på Superligaholdet i FC Nordsjælland, og her i 2017 har man virkelig  kunnet aflæse alle de positive resultater af det arbejde. FCN har i hele 2017 været ét af Superligaens stærkeste mandskaber.

Der er spillet 34 Superligarunder i løbet af året, og her topper FCM med 66 point, mens FCN er på andenpladsen med 63 point, samme pointtal som Brøndby på tredjepladsen, mens FCK som nr. 4 kun har hentet 57 point i 2017.

FCN har også den bedste målscore af alle hold med samlet 80-54. Med 80 mål er FCN også mest scorende af alle i  2017, hvor kun FCM er i nærheden med 76 scoringer. Brøndby og FCK har kun nettet 61 gange.

Kasper Hjulmand og hele FCN-trænerstaben har således god grund til at tage eksperternes uofficielle kåring som en fortjent hyldest efter et fantastisk 2017 med Europas næstyngste mandskab.  Hjulmand er aldrig bange for at give de unge talenter chancen, og siden januar 2016 har han givet debut til 30 spillere.

Lige nu holder alle en velfortjent ferie, men allerede 4. januar møder spillere og trænere ind igen for at starte forberedelser til et forhåbentlig ligeså godt 2018.

Se kåringen i Onside HER