U/17 måtte slide hårdt for sejren

Kategorier

Thor Høholt, Andreas Bredahl, Noah Crone og målscorer Emeka Nnamani knytter næver i jubel over sejren.

Foto: FCN

På to mål af Emeka i de sidste ti minutter af kampen vandt FCN U/17 2-0 over HB Køge og er nu for alvor tæt på Ligatoppen.

Det blev en meget intens affære hele vejen igennem, da FC Nordsjællands U/17 drenge lørdag vandt fortjent 2-0 hjemme over HB Køge. Med de tre point rykkede FC Nordsjælland frem i en position lige efter topholdene i U/17 ligaen.

Selv om sejren var fortjent holdt det hårdt hele vejen igennem mod et godt fightende gæstemandskab, og havde keeper Mohammad Hassan Ahmad ikke disket op med en flot redning på et straffespark til HB Køge kort tid inde i 2. halvleg, kunne kampen have fået et helt andet udfald.

FCN havde næsten fra start bolden mest, men HB Køge var stærkt organiseret og giftige på omstillingerne, mens tigrene havde svært ved at skabe de helt åbne målchancer. Presset mod gæsternes mål blev dog stærkere og stærkere, som kampen skred frem uden scoringer, og især i de sidste 20 minutter fik tigrene sat så meget pres på, at HB Køges forsvar begyndte at slå revner.

Med knap 10 minutter igen lykkedes det så endelig FCN at få den forløsende scoring. Efter noget nær skydetelt mod gæsternes mål efter et hjørnespark, fik Emeka Nnamani tæt foran mål rettet afslutningen fra Noah Crone af, så den gik i mål til 1-0. Og da HB Køge til allersidst måtte satse fremad, sluttede Emeka Nnamani et godt angreb af med at hamre bolden i kassen med et resolut skud til 2-0.

Dermed fik FCN-spillerne belønningen for en tålmodig og koncentreret indsats, hvor alle arbejdede for holdet hele vejen igennem og bidrog til at lægge pres uden at give for mange chancer væk.

Næste opgave for FCN U/17 er på lørdag i Aalborg mod AaB, hvor også FCN U/19 spiller forinden.