U/12 drengene imponerede i Manchester

Kategorier

U/12 drengene fra Farum BK/FCN er her klart til fredagens træning på Manchester Citys anlæg.

Farum BK/FCN U/12 havde en god tur til Manchester i sidste uge og præsterede også flot i alle kampene.

U/12 drengene fra Farum BK/FCN havde masser af gode oplevelser med hjem i bagagen, da de søndag efter tre gode fodboldkampe i Manchester kunne sætte kurs retur mod Right to Dream Park.

U/12 drengene startede opholdet i Manchester med en kamp mod Stoke i torsdags. Den blev afviklet som 3×25 minutter, og den bølgede meget frem og tilbage med skiftende føringer.

Farum BK/FCN startede bedst, men kom i 2. periode bagud med 2-4. Men så viste drengene stor mental styrke og kom stærkt tilbage med fire scoringer og en sejr på 6-4 over Stoke i en kamp, hvor alle spillere kom på banen.

Fredag var kampfri, og trænerne Rasmus Good og Andreas Sørensen benyttede bl. a. dagen til en inspirerende omgang træning med drengene på Manchester Citys anlæg.

Og lørdag gik det så løs mod Manchester United i en kamp, hvor man spillede 4×20 minutter. Efter en lidt nervøs start fandt U/12 drengene fra Farum deres topniveau og viste flot fodbold. Det rakte til en sejr på 5-2.

Søndag sluttede U/12 drengene turen af med en kamp mod Manchester City, og igen leverede holdet fra øverste hylde og vandt 5-2. Manchester City var så imponerede over præstationen fra gæsterne fra Farum, at holdet efterfølgende blev inviteret til det stævne, City hvert år arrangerer for de bedste klubber i Europa.