Tillykke med oprykningen til Farums kvinder

Kategorier

Farums kvinder, trænere og ledere jubler her over oprykningen efter en spændende sidste kamp.

Farum Boldklubs kvindehold har efter en spændende afslutning sikret sig oprykning fra Sjællandsserien til Kvindeserie Øst.

Der var nerver på, da Farum Boldklubs kvinder på sidste spilledag sikrede oprykningen til Danmarks tredjebedste kvinderække. Efter foregående sejre på 2-0 og 5-0 over Brøndby og Ringsted skulle Sjællandsserieholdet også vinde den sidste kamp mod Herstedøster, før champagnepropperne kunne springe.

Og de sad desværre lidt godt fast, for det forløsende mål lod vente på sig, men endelig kom det, og den vigtige 1-0 sejr blev fejret i den helt store stil. En flok jublende glade fodboldkvinder kan nu se frem til endnu større udfordringer i Kvindeserie Øst i næste sæson.

FC Nordsjælland siger stort tillykke med oprykningen til Farum Boldklub og alle de spillere, trænere og ledere, der har stået bag triumfen. Den entusiasme lover godt for det ambitiøse  projekt, FCN har sat i gang omkring kvindefodbold.