Kenneth Rasmussen forlader FCN

Kategorier

Kenneth Rasmussen til højre har været i FCN i 13 år.

Kenneth Rasmussen stopper i FC Nordsjælland. Klubmanden har efter 13 år hos tigerne valgt at sige sin stilling op efter grundige overvejelser.

-Jeg er på ingen måde træt af FCN. Tværtimod har vores projekt konstant flyttet sig i den rigtige retning i alle de år, jeg har været her. Men situationen er den, at jeg er nødt til at tage familiære hensyn nu. Jeg bor i Sverige med min familie, og den kan ikke længere bære, at jeg tager frem og tilbage så mange gange om ugen, siger Kenneth Rasmussen.

Rasmussen kom til FC Nordsjælland helt tilbage i 2005. Her var han det første år en del af Superligatruppen som spiller. Senere blev han en stor del af opbygningen af FCN’s akademi. Først som ungdomstræner, Talentchef og de sidste fire år som T+ Træner og Sportslig leder for U11-15.

– Det her er og bliver min klub. Og det har været, og er, et inspirerende og givende miljø at være en del af, når man brænder for talentudvikling, som vi alle gør heroppe. Derfor er jeg ked af, at det kommer til at få en ende for mit vedkommende nu, men jeg er helt afklaret. Min familie har brug for mig, og jeg er glad for, at ledelsen har udvist forståelse for dette.

Kenneth Rasmussen vil have sidste arbejdsdag i Right To Dream Park i foråret 2018.

-Kenneth Rasmussen har haft en stor andel i udformningen af den model, som vi i FC Nordsjælland er så stolte over. Både strukturen, rekrutteringsmodellerne og kulturen i FCN har han sat sit klare fingeraftryk på, og vi er ham taknemmelige for den indsats og loyalitet, han har vist klubben og ungdomsfodbolden gennem så mange år. Men vi har naturligvis stor forståelse for hans situation, og vi ønsker Kenneth alt det bedste, siger Sportschef for akademiet Jan Laursen.