FCN smed en oplagt sejr væk

Kategorier

Mens det stadig så lovende ud. Emiliano Marcondes har endnu engang scoret på et direkte frispark.

Boesenfoto.dk

Lyngby fik udlignet til 2-2 til allersidst i en kamp, hvor FCN ellers var på sikker kurs mod tre fuldt fortjente point, men mange brændte chancer og sløset opdækning ved dødbolde kom til at koste dyrt.

Det var som en film, man her set for tit nu: FCN totalt dominerende og på vej mod en sikker sejr, men uden den fornødne skarphed til at lukke festen. Og så fuser den i stedet ud med en udligning af modstanderne på en dødbold lige til sidst. Det skete mod Sønderjyske og det skete på akkurat samme måde igen mod Lyngby i aften foran godt 3.000 tilskuere i Right to Dream Park.

FCN var blevet advaret mod dødbolde, da Lyngby stik mod spil og chancer bragte sig foran 1-0 efter kun otte minutters spil i 1. halvleg, og selv om FCN kom stærkt igen, lykkedes det ikke at få udlignet inden pausen, selv om der var chancer nok til det.

Straks fra 2. halvlegs start fik FCN imidlertid vendt kampen på flotteste vis. Først med udligning til 1-1 på et direkte frispark ved…ja, hvem ellers: Emiliano Marcondes. Og efter kun ti minutters spil efter pausen var kampen vendt helt på hovedet. Efter smart pasningsspil trak Mathias Jensen sig helt fri, og på hans tværaflevering ramte Michael Lumb bolden så skævt at den røg i eget mål.

Det gav FCN en masse gejst, og Lyngby var under pres, og i det 70. minut blev kampen endnu sværere for gæsterne. Efter en nærkamp kom temperamentet i kog hos Karlo Bartolec og Mikkel Rygaard. Lyngby-spilleren sluttede konfrontationen med at slå ud efter Karlo, og dommer Michael Johansen trak rødt til Rygaard og gult til Karlo Bartolec.

Dermed måtte Lyngby spille færdigt i undertal og bagud 1-2, var gæsterne tvunget til alligevel at gå længere frem. Det gav så meget plads til FCN-angriberne, når stikningerne frem gennem kæderne sad præcist nok. Og det gjorde de rigtig mange gange, men utallige oplagte scoringschancer blev brændt, fordi den sidste pasning eller afslutningen var for upræcis.

Asante skød lige forbi, da han blev spillet fri af indskiftede Mathias Rasmussen, der også selv brændte i en tilsvarende position øjeblikket efter. Mathias Jensen havde en oplagt skudchance men ramte ikke bolden, som han plejer. Også debutanten Jonathan Amon, der kom på banen i de sidste ti minutter, havde et nærgående forsøg, som keeper Mikkel Andersen lige akkurat fik blokeret.

Der var flere andre muligheder, men i stedet kom så i det 89. minut den mulighed, Lyngby havde sukket efter. Gæsterne havde ikke skabt én eneste regulær målchance i åbent spil, men fik endnu et hjørnespark i næstsidste minut. Og igen var FCN ikke i stand til at modstå presset i feltet. Bolden faldt ned for fødderne af David Boysen, der fra en meters afstand til linjen bare skulle sætte tåen på for at udligne til 2-2.

En slem dukkert for FCN i en kamp, som ellers var særdeles velspillet fra tigrenes side. FCN spillede boldsikkert og med mange flotte pasninger, og indsatsen burde have givet sejren. Derfor føltes det uafgjorte resultat også ekstra bittert, mens Lyngby nærmest festede over det ene point.

For FCN gælder det om at se fremad og bruge landskamppausen til at arbejde med forsvar mod standardsituationer. For tigrene scorer fortsat masser af mål og spiller flot fodbold, og de 15 første kampe har givet 30 point. Det er bestemt godkendt, men lige her og nu ærgrer alle sig over de point, der er smidt væk.

Efter landskamppausen starter FCN ude mod Brøndby, mens næste hjemmekamp er søndag 26. november mod Horsens. Superligaens specialister i dødbolde, så der er virkelig grund til forberedelse i den disciplin.