Amon om debut: Det var ét af mine store mål

Kategorier

Jonathan Amon var tæt på at score i sin debutkamp mod Lyngby i lørdags.

Boesenfoto.dk

18-årige Jonathan Amon var meget tæt på også at blive målscorer, da han i søndags debuterede i de sidste ti minutter  mod Lyngby.

Da den lille amerikanske angriber Jonathan Amon i lørdags i det 84. minut af hjemmekampen mod Lyngby trykkede hånd med Ernest Asante og løb ind over stregen til debut, var det et skifte mellem to spillere med ekstrem højhastighed. Ernest Asante er kendt af alle for sin enorme speed, og Jonathan Amon fik hurtigt vist publikum i Right to Dream Park, at han også har ekstrem fart i de små ben.

På de kun ti minutter, Jonathan Amon fik på banen, fik han givet flere prøver på sin evne til at udfordre sin direkte modstander og trække fra i løbedueller. Han slap også helt fri kun to minutter efter sin indtræden i kampen, men desværre for FCN og Jonathan Amon blev vinklen lidt spids, og Lyngby-keeper Mikkel Andersen fik blokeret.

Men oplevelsen af debut aflæses stadig i ansigtet på en storsmilende Jonathan Amon ved dagens træning:

– Det var ét af mine store mål at få debut på Superligaholdet, og det er det vel for alle akademi-spillere. Hvis jeg også havde scoret, havde det bare været helt fantastisk, men jeg vil altid kunne huske min debut, siger Jonathan Amon, der siden sin 18 års fødselsdag 30. april har kunnet spille kampe for FCN.

Han har i denne sæson scoret 5 mål for FCN i U/19 Ligaen og i den seneste kamp for U/19 lavede han hattrick i storsejren over Randers Freja.

– Nu gælder det bare om at arbejde videre og blive ved med at udvikle mig, så jeg også kan få flere kampe på Superligaholdet. Jeg har stadig rigtigt meget, der kan forbedres, og jeg er klar til at gøre, hvad der skal til for at få nogle flere chancer, lyder det fra den lille amerikaner med den høje fart og fine teknik.

Han blev spiller nr. 30, der har fået debut for FCN, siden Kasper Hjulmand vendte retur som cheftræner i januar 2016. Og langt de fleste af dem er unge spillere af egen avl.