Trods en lynscoring måtte FCN slide for sejren

Kategorier

Nicolai Baden Frederiksen scorede et pragtmål efter kun 30 sekunders spil.

FCN vandt dagens reserveholdskamp i Esbjerg med 2-1, og både Pascal Gregor og Lasse Petry viste styrke i deres comeback i den sidste halve time.

FCN fik en drømmestart på kampen i Esbjerg med en scoring efter kun 30 sekunders spil. Efter hurtigt opspil langs venstrekanten spillede Mathias Rasmussen ind til Nicolai Baden Frederiksen, der hamrede bolden i kassen til 1-0. Et pragtmål.

Det burde have givet ro på for FCN, men det lykkedes ikke for tigrene at tage styring over kampen af den grund. Spillet var af svingende kvalitet, og FCN gav for mange chance væk. Esbjerg fik fortjent udlignet til 1-1 efter en halv time, og FCN var faktisk heldig med ikke at være bagud ved pausen.

2. halvleg startede også noget ujævnt for FCN, og vestjyderne havde et par muligheder mere for at komme foran. Men det blev i stedet FCN, der slog til 10. minutter inde i 2. halvleg, da Mohammed Fellah efter et par smarte træk kom fri til skud og nettede til 2-1.

Fra det øjeblik ændrede kampbilledet sig. Tigrene tog kontrol over kampen i resten af tiden og skabte flere store målchancer, der burde have givet en større sejr. Der var comeback til Pascal Gregor og Lasse Petry i den sidste halve time, og de var i høj grad med til at stabilisere holdet. Især Lasse Petry sprudlede med nogle chanceskabende stikninger.

Træner Søren Krogh siger om kampen:

– Vi lod Esbjerg komme til for meget i 1. halvleg, hvor vi ikke fandt rytme i vores spil. Vi udnyttede ikke den gode start, men heldigvis kom vi ikke bagud. Og fra vi kom foran 2-1 i 2. halvleg, så det godt ud.

– Det var virkelig godt at se Pascal og “Try” tilbage i den sidste halve time. De fik vist, at de hurtigt vil være i spil til Superligaen igen, lyder det fra Søren Krogh.

Med 2-1 sejren topper FCN nu sin gruppe i Reserveholdsturneringen med 9 point for 4 kampe.

Matchfacts for reserveholdskampen:

Esbjerg-FCN 1-2 (1-1)
Mål: 1. minut 0-1 Nicolai Baden Frederiksen. 30. minut 1-1. 55. minut 1-2 Mohammed Fellah.

FC Nordsjællands startopstilling i 3-4-3 formation:

Nicolai Larsen.
Abdul Mumin, Benjamin Teidemann Hansen, Andreas Skovgaard.
Frederik Juul Christensen, Collins Tanor, Mads Aaquist, Patrick da Silva.
Nicolai Baden Frederiksen, Mohammed Fellah, Mathias Rasmussen.

Indskiftninger:

46: Mikkel Damsgaard ind for Abdul Mumin
60: Pascal Gregor ind for Collins Tanor
60: Lasse Petry ind for Mads Aaquist
60: Jonathan  Amon ind for Frederik Juul Christensen
75: Maksym Fitel ind for Nicolai Baden Frederiksen.
Rasmus From (M) på bænken uden at komme ind.