Rekordsejr til U/19 i Ligaen

Kategorier

FCN U/19 gik helt amok med en ligasejr på 10-0 over Randers Freja, og U/17 vandt 8-0 i en træningskamp over norske Brann.

U/19 Liga: FCN-Randers Freja 10-0 (4-0)
Mål: Andreas Olsen 4, Jonathan Amon 3, Joachim Rothmann 2 og Mikkel Damsgaard 1.

Nu er det ikke “kun” i Superligaen, FC Nordsjælland er det mest scorende mandskab. U/19 viste lørdag mod Randers Freja en angrebslyst og evne, som aldrig set tidligere. Randers Freja, et af rækkens midterhold, med flere gode præstationer i bagagen, blev fejet ud af Right to Dream Park med hele 10-0. Ny klubrekord for U/19.

Målene fordelte sig jævnt hen over hele kampen fra Jonathan Amon åbnede ballet i det 5. minut til Joachim Rothmann lukkede festen med målet til 10-0 i det 77. minut. Ved pausen stod der 4-0 til FCN. Andreas Olsen scorede 4 af målene og er dermed også suveræn nr. 1 på U/19 Ligaens topscorerliste med 12 sæsontræffere.

I alt har FCN scoret 31 mål i sine 8 første kampe, og det vil sige næsten 4 i snit pr. kamp. Det er der ikke andre hold i U/19 Ligaen, der kan hamle op med. Pointhøsten på 15 i de 8 kampe placerer lige nu FCN i et tæt felt efter topholdet FC Midtjylland.

Cheftræner Morten Karlsen havde stor ros til hele gruppen for indsatsen:

– Når man går til pause med en føring på 4-0, kan der let opstå en følelse af tilfredshed, men sådan er vores mindset ikke her i FCN. Alle stiller høje krav til hinanden og sig selv, og heldigvis viste vi i 2. halvleg, at vi kunne leve op til de høje standarder.

– Stor ros til gruppen for at holde fokus hele kampen igennem og være ærgerrig og ambitiøs med de ting, vi arbejder på hele tiden. Og også ros til de spillere, der rykker meget frem og tilbage mellem Superligaen og U/19. Det kan være svært at rykke op og ned, men de gør det godt alle sammen med den rigtige indstilling, siger Morten Karlsen.

U/17 træningskamp: FCN-Brann 8-0 (3-0)

Da Danmarks U/17 landshold var i aktion i sidste uge og weekenden, blev der ikke spillet i Ligaen. I stedet havde FCN U/17 inviteret Brann fra Norge på besøg til en træningskamp, hvor facit også blev en storsejr til FCN på 8-0.

FCN kom i løbet af kun godt et kvarter let foran 3-0 i det vante 3-4-3 system, og derefter skiftede tigrene til at øve 4-3-3 formationen. Den test var ikke så vellykket, for den gav Brann en række afslutningsmuligheder, uden at nordmændene dog fik scoret.

Systemet blev alligevel fastholdt efter pausen, og med nogle justeringer blev spillet igen meget bedre, så FCN kunne øge til 5-0. Herefter gik FCN tilbage til den normale formation og styrede sikkert resten af kampen. FCN satte trumf på med endnu tre scoringer til en samlet 8-0 sejr.