Pascal og Petry nød at være i kamp igen

Kategorier

Pascal Gregor og Lasse Petry nyder, at de igen er tilbage i fuld træning og nu også kan spille kampe.

Det var dagen derpå efter den første kamptræning i meget lang tid for både Pascal Gregor og Lasse Petry, og de er begge sultne efter mere.

Det er snart et år siden, Lasse Petry spillede sin seneste Superligakamp, og Pascal Gregor har været skadet siden kampen mod FCK den 26. februar i år. Nu er de heldigvis stærkt på vej tilbage efter en lang genoptræningsfase, og de fik begge den sidste halve time på banen, da FCN i går vandt 2-1 i Esbjerg i Reserveholdsturneringen.

Her i landskamppausen har FCN desuden arrangeret en ekstra træningskamp for reserverne mod FCK på tirsdag, og både Lasse Petry og Pascal Gregor håber på mere kamptid i den kamp:

Pascal Gregor siger:

– Det var dejligt igen at spille kamp, og jeg har det godt i dag. Kroppen og benene føles helt rigtigt, som det skal være, så nu er det bare om at bygge på. Jeg er fuldt ud med i al træning, og jeg håber på, at jeg kan holde til en halvleg i træningskampen mod FCK på tirsdag.

Også Lasse Petry satser på mere kamptid:

– Det var en god dag i går. Jeg havde det godt med at spille kamp igen, og både krop og knæ har det fint. Det er dejligt, at vi også har træningskampen på tirsdag, hvor jeg håber på mindst en halvleg. Jeg føler, at jeg er klar, men det er selvfølgelig op til trænerne at vurdere, hvornår formen er til igen at være med omkring Superligaen.

Det er to meget rutinerede kræfter, der er på vej tilbage efter langtidsskader. Pascal Gregor har således spillet 124 kampe for FCN, mens det er blevet til 93 førsteholdskampe for Lasse Petry trods flere langvarige skadespauser i de senere år.