Hjulmand: Vi skal bringe masser af energi

Kategorier

– Hvis nogen ser det som en let kamp for os, tager de meget fejl, siger FC Nordsjællands cheftræner før hjemmekampen mod Randers lørdag kl. 16.00.

Efter endnu en landskamppause, hvor FCN har haft rigtig mange spillere afsted i national tjeneste, går det lørdag løs igen med Superligakamp mod Randers i Right to Dream Park. Kasper Hjulmand har således kun haft hele sin trup samlet til forberedelser i et par dage op til den kamp:

– Sidste gang skulle vi spille fredag efter en landskamppause. Denne gang spiller vi først lørdag, så det giver lidt bedre tid til forberedelse og er helt fint. Vi har alle spillerne retur uden skader, og vi har brugt pausen godt, så det ser fint ud.

– Vi valgte at spille to kampe i pausen og har fået både Petry og Pascal i gang igen, så vi står godt rustet til det næste stræk med fire Superligakampe og en pokalkamp inden næste pause, lyder det fra Kasper Hjulmand.

Randers har i pausen skiftet cheftræner. Hollandske Ricardo Moniz har afløst den tidligere FCN-træner Ólafur Kristjánsson som chef i Randers, og den slags har før vist sig at give en hurtig effekt:

– Nu må vi se, om der kommer en effekt med det samme, men det giver da sikkert et boost af ny energi. Men det tror jeg nu, de var kommet med alligevel for Randers har et godt hold. Det er en farlig størrelse, det ved vi. Hvis nogen ser det som en let kamp for os som nr. 1 mod nr. sidst, tager de meget fejl. Der er ikke stor forskel i kvalitet, og det bliver en meget tæt kamp.

– Jeg har mødt deres nye træner Ricardo flere gange undervejs som træner, første gang i PSV Eindhoven for mange år siden, og vi ved måske lidt om, hvad han vil lave anderledes. Der kommer forandringer i Randers men det kræver tid, og vi kan ikke gøre andet end at holde mest fokus på os selv.

– Vi skal tilbage på sporet med bedre spil end i de seneste kampe. Det er det, vi tager udgangspunkt i. Vi tænker fremad. Det er den mentalitet, vi har, og på den måde er vi bedst. Vi skal holde højt niveau i spillet og bringe masser af energi.

– Jeg må tage hatten af for den måde, vi er kommet tilbage i kampene med holdånd og spirit. Det er stærkt at komme igen så tit. Vi tror altid på det, og det kan bære os langt, siger Kasper Hjulmand.

Køb din billet til kampen mod Randers HER