Både U/19 og U/17 vandt i Vejle

Kategorier

FCN U/19 scorede igen fem mål og vandt 5-2, mens U/17 sejrede 2-0 i Vejle.

U/19 Liga. Vejle-FCN 2-5 (1-2)
Mål: 14. minut 0-1 Frederik Juul Christensen. 23. minut 0-2 Nicolai Baden Frederiksen. 38. minut 1-2. 58. minut 1-3 Jakob Johansson. 60. minut 1-4 Nicolai Baden Frederiksen. 61. minut 2-4. 75. minut 2-5 Jakob Johansson.

For anden ligakamp i træk viste FCN U/19 store offensive kvaliteter og scorede fem mål. Sidste gang gik det ud over AGF, og denne var det Vejle, der på egen bane blev slået med 5-2. FCN tog styringen på kampen fra start og holdt koncentrationen i en halv time. Det gav en føring på 2-0 ved Frederik Juul Christensen og Nicolai Baden Frederiksen.

Desværre kom der lidt udfald i præstationen mod slutningen af 1. halvleg, og det udnyttede Vejle til en reducering. Tigrene bruger dog pausen godt og får samlet sig, så de igen kan tage teten i 2. halvleg og få kampen lukket rimeligt hurtigt med to mål efter en lille times spil. Først scorer Jakob Johansson og derefter Nicolai Baden Frederiksen med Mikkel Damsgaard som assist.

Selv om Vejle hurtigt får reduceret, ændrer det ikke kampens forløb. Jakob Johansson scorer til 5-2 på oplæg fra Maksym Fitel, og dermed har FCN nu 9 point for de første 5 kampe.

– Det er en kamp, hvor vi bortset fra et par kortere udfald er dominerende, og vi står godt sammen som hold. Det er en fornøjelse at se, hvordan drengene arbejder og løber for hinanden, siger U/19 cheftræner Morten Karlsen.

U/17 Liga. Vejle-FCN 0-2 (0-1)
Mål: 19. minut 0-1 Tochi Chukwauni. 75. minut 0-2 Christoffer Palm.

Også FCN U/17 fik sin anden ligasejr i træk og står nu med 9 point for 5 kampe. Målet til 1-0 kom efter en lynhurtig omstilling efter et VB-hjørnespark. I rasende fart gik det den anden vej, og Tochi Chukwauni afsluttede det flotte kontraangreb med målet til 1-0.

Det var også stillingen ved pausen, selv om FCN skabte to tre store målchancer mere. De blev ikke udnyttet, og derfor holdt spændingen sig. Det gjorde den også gennem hele 2. halvleg, da FCN ikke var skarp nok til at udnytte sine muligheder, og ti minutter før tid var det ved at gå galt, men her reddede målmand Frederik Terp på en stor VB-chance. Og så kunne Christoffer Palm endelig lukke kampen til 2-0 med fem minutter igen.