Andreas Olsen scorede for U/19 landsholdet

Kategorier

FCN-spiller Andreas Olsen blev matchvinder for Danmarks U/19 landshold i den første kamp mod Rumænien med målet til 1-0.

Foto: Dejan Obretkovic, Brønshøj Boldklub

Alex Runarsson tæt på VM-billet med Island og endnu en storsejr til Danmarks U/21 landshold med to FCN-spillere i aktion.

FC Nordsjælland har i denne tid en hel stribe spillere afsted med de danske U-landshold, samt målmand Alex Runarsson på Islands A-landshold, og mange af dem har allerede været i aktion første gang.

Andreas Olsen blev således matchvinder for Danmarks U/19 landshold med scoringen til 1-0 sejren i Brønshøj i den første af de to venskabskampe mod Rumænien. Han og holdkammeraterne spiller revanche match mod Rumænien i morgen.

For Alex Runarsson, reservekeeper på Islands A-landshold, var kampen fredag aften ude mod Tyrkiet en fantastisk oplevelse, idet Island vandt med imponerende 3-0 og dermed nu har VM-skæbnen helt i egne hænder som førerhold i gruppen. Vinder Island den sidste kamp hjemme mod Kosovo, er Alex Runarsson og co. klar til VM i Rusland næste sommer.

Det danske U/21 landshold fik også fredag aften endnu en vigtig sejr. Selv om spillet ikke var prangende vandt Danmark med Mathias Jensen som anfører og Victor Nelsson på holdet fra start sikkert 5-2 over Georgien i Aalborg.

Dermed har Danmark vundet sine første tre EM-kvalifikationskampe med en samlet score på imponerende 14-2 og spiller igen på tirsdag i Finland. To af målene i 5-2 sejren over Georgien blev scoret af den tidligere FCN-spiller Marcus Ingvartsen, der var Superligatopscorer for FCN i sidste sæson.

U/20 landsholdet har netop spillet sin anden af de to venskabskampe mod Sverige, og mens Danmark tabte den første 2-3 blev det denne gang uafgjort 2-2. Jakob Johansson fik det sidste kvarter af den første kamp og var med fra start i returkampen.