Værd at vide før dagens kamp

Kategorier

Mads Aaquist fik sin debut mod FCK og jubler her sammen med målscorer Ernest Asante.

Boesenfoto.dk

FC Nordsjælland spiller i aften kl. 18.00 i Casa Arena i Horsens. Her er lidt statistiske vinkler på den spændende kamp.

Vidste du at…

…FCN og Horsens har mødt hinanden 23 gange i Superligaen, og samlet set har FCN 14 sejre, 6 kampe er endt uafgjort og kun 3 gange har Horsens vundet. 9 af kampene er spillet i CASA Arena i Horsens, og her har FCN 5 sejre, mens 3 kampe er endt uafgjort og kun 1 med sejr til Horsens.

…den seneste udekamp mod Horsens endte målløs for næsten præcis et år siden, og sidst Horsens gæstede Right to Dream Park i foråret vandt FCN med 2-1.

…den kamp mod Horsens, som alle FCN-fans nok altid vil huske som noget helt specielt, var kampen i Right to Dream Park den 23. maj 2012. Her vandt FC Nordsjælland 3-0 og sikrede sig det danske mesterskab på sidste spilledag.

…fredagens kamp i Horsens også er lidt af et topopgør i Alka Superligaen. FCN fører Superligaen med 18 point efter syv spillerunder, mens Horsens er nr. 5 med 11 point. Østjyderne måtte ellers som afslutning på sidste sæson ud i overlevelseskampe mod Vendsyssel fra 1. division for at sikre forbliven i Superligaen.

…FCN i dette transfervindue har hentet tre spillere, Mads Aaquist fra Helsingør, Benjamin Tiedemann Hansen fra Fredericia og målmand Nicolai Larsen fra AaB. Førstnævnte fik allerede sin debut i det sidste kvarter i sejren over FCK, mens de to øvrige endnu mangler at få den første kamp med tigeren på brystet.

…dagens dommer, den kun 29-årige Morten Krogh, er i gang med sin 2. sæson som dommer i Alka Superliga. Han dømte tre af FC Nordsjællands kampe i forårets Mesterskabsspil, men det er hans første kamp med FCN som deltager i denne sæson.

…Ernest Asante med sine 7 mål for FCN er topscorer i Alka Superligaen i denne sæson, og én af hans nærmeste rivaler til den position er Godsway Donyoh med 5 sæsontræffere.

…to af de tre spillere, som er nomineret til Månedens spiller i august, er fra FCN. Det er topscorer Ernest Asante og anfører i de to seneste kampe Mathias Jensen, der er i selskab med Alexander Kirkevold fra Hobro.

…det er FC Nordsjælland fjerde udekamp i denne sæson. Tigrene har vundet de to, i Odense og i Lyngby, og kun tabt i Herning.

…det bliver en kamp mellem ligaens mest målscorende hold, FCN med 19 træffere, og ligaens næststærkeste forsvar, Horsens med kun 6 indkasserede mål.