Lærerig tur til Madrid for U/14

Kategorier

FCN/Farum BK klar til kamp mod Juventus.

FCN/Farum BK U/14 slog bl. a. Juventus i den store internationale turnering Madrid Football Cup.

Det var andet år i træk, at FCN/Farum BK deltog i den stærkt besatte U/14 turnering i den spanske hovedstad, og resultatmæssigt kunne tigrene ikke leve op til sidste års debut, hvor de tog hjem med den store pokal som vinder af hele turneringen.

Den var i år udvidet fra 16 til 32 hold og var endnu stærkere. Drengene fra Farum skulle lige vænne sig lidt til forholdene, men trods en tøvende start på førstedagen lykkedes det dem dog at komme videre fra puljen, og så ventede der på andendagen tre kampe mod storklubberne Atletico Madrid, Juventus og Paris SG.

Det blev en hård kamp mod Atletico Madrid, men drengene lærte virkelig af de første kampe, og allerede i 2. kamp var bøtten vendt, så de slog Juventus. I resten af kampene fortsatte den opmuntrende fremgang, og det blev en række rigtig gode kampe. Slutplaceringen blev en 10. plads og dermed bedst placeret af de fire deltagende danske hold i turneringen.

Alt i alt igen en lærerig tur for FCN/Farum BK U/14, der er kommet retur som klogere og dygtigere fodboldspillere samt en stor oplevelse rigere.