Borgmester Ole Bondo løber med i Kasseløbet

Kategorier

Onsdag den 13. september samler FC Nordsjælland i samarbejde med DHL penge ind til Børnehuset SIV i Farum. Det sker via et velgørenhedsløb, som foregår ved Right to Dream Park, hvor løbet varer 1 time og ruten er 1 km.

Borgmester i Furesø Kommune Ole Bondo Christensen har valgt stille op og hjælpe med at samle penge ind til det gode formål.

– Det er en hjertesag for mig at støtte Børnehuset SIV i Farum. Jeg løber selvfølgelig med i den gode sags tjeneste i Kasseløbet.

– Børnehuset SIV gør nemlig et stort, uvurderligt og helt nødvendigt arbejde for alvorligt syge børn og deres familier, mens børnene er så syge, at de ikke kan tåle at være sammen med andre børn pga. nedsat immunforsvar. Børnehuset SIV er i øvrigt det eneste af sin art i landet, og det er endnu en god grund til at bakke op om dette gode initiativ.

– Jeg håber virkelig at se mange af Furesø’s borgere til dette arrangement, således at vi sammen kan bakke op om det gode formål og få samlet så mange penge som muligt ind, fortæller borgmesteren.

Hvad er Børnehuset SIV
I år har vi valgt at donere de penge, vi samler ind, til Børnehuset SIV, som ligger i Farum. Børnehuset SIV er en institution for alvorligt syge børn og deres familier. Husets børn har forskellige sygdomme, som kræver et børneliv isoleret fra menneskemængder. Børnehuset giver familierne mulighed for at omgås andre i dagligdagen og i særdeleshed hjælpe det syge barn til at udvikle sociale kompetencer og få et så normalt barneliv som muligt trods sygdom.

Derfor håber vi, at rigtig mange igen ved dette års Kasseløb vil være med til at løbe og samle penge ind til Børnehuset SIV og deres familier, som lever et liv under hårdt pres.

Læs mere om Børnehuset her: https://www.bhsiv.dk

Tilmelding og sådan støtter du
Som løber kan du støtte det gode formål ved at løbe så mange runder, du kan på vores 1 km rute på 1 time.

Det koster 100 kr at tilmelde sig, og i år gør vi det lidt anderledes, så hver enkelt løber finder personlige sponsorer, som vil dedikere et beløb pr. runde til den enkelte løber. Det håber vi vil motivere alle løbere til at give den en skalle og løbe lige så langt, som vi oplevede sidste år.

Køb dit startnummer i FCN shoppen her: FCN Shop / Kasseløbet. Efter tilmelding vil du få mere information om, hvordan du opretter din personlige indsamling.

Du kan også støtte via Mobile Pay
Hvis man ikke har mulighed for at gøre sig gældende som løber, er der selvfølgelig også mulighed for at støtte på anden vis. I år er det endnu nemmere, da donationer til det gode formål også modtages via Mobile pay på: 30783635.

Dato og tidspunkt
Datoen for Kasseløbet 2017 er onsdag den 13. september. Vi løber fra kl 17:15-18:15, og der er goodiekasser og medaljer til alle løbere.

Vi glæder os til at se dig igen til Kasseløbet 2017, og vi takker følgende sponsorer for deres støtte til Kasseløbet, som gør en stor forskel for løbets udformning og succes: DHL, Faxe Kondi og S-sport.dk running.