Triumf for RTD/FCN ved SuperCup i Nordirland

Kategorier

Right to Dream suppleret med fire spillere fra FCN vandt den store nordirske turnering efter nogle fantastiske kampe.

Efter en særdeles intens og velspillet finale kunne drengene fra Right to Dream akademiet i Ghana sammen med de fire drenge fra FC Nordsjællands akademi jublende hæve pokalen i triumf i fredags. Right to Dream fuldendte triumftoget i den traditionsrige turnering i Nordirland, den tidligere Milk Cup, der nu kaldes SuperCupNI.

Efter tre sejre i de indledende kampe over klubberne Osasco, Fermanagh og Vendee, var Right to Dream/FCN klar til semifinale mod Newcastle United. En tæt kamp, hvor finalepladsen blev sikret med cifrene 2-1.

Fredagens finale mod Club America fra Mexico endte også med sejrscifrene 2-1 til Right to Dream/FCN, men det holdt virkelig hårdt at hente sejren hjem i en jævnbyrdig og særdeles velspillet finale. Efter en målløs 1. halvleg bragte Club America sig i front ti minutter efter pausen, men heldigvis svarede RTD/FCN igen ret hurtigt med udligningen til 1-1.

Sejrsmålet var en perle, som anfører Kudus, kampens bedste spiller, scorede midt i 2. halvleg. Kudus stod også for den udlignende træffer. Se en video med målene fra finalen HER.

Efter finalesejren og jublen i Nordirland rejste spillerne til Farum, hvor de også blev hyldet for triumfen og kunne vise pokalen frem for publikum i Right to Dream Park, i pausen af søndagens Superligakamp mod AaB.

Se billeder her fra finalen og sejrsfesten i Nordirland samt hyldesten i Right to Dream Park: