Midtjysk air force fik bremset FCN

Kategorier

I tre meters højde er Onuachu altid svær at afvise, selv om Viktor Tranberg forsøger ihærdigt her.

Foto: Getty Images

Trods tre flotte mål i 2. halvleg måtte FCN se sejrsstimen stoppet i Herning, hvor hjemmeholdet vandt 4-3 takket være fysisk styrke i luftrummet.

Så gik den ikke længere uden pointtab for FC Nordsjælland, og det lå lidt i luften, kan man godt sige, for sejrsstimen  blev bremset i luftrummet på MCH Arena i Herning, hvor en katastrofal kampstart var med til at bringe den nordsjællandske vindermaskine ud af kurs.

FCN leverede ellers igen en rigtig fin præstation på en meget svær udebane, men FC Midtjylland havde i 1. halvleg langt mere effektivitet i sit spil. Tårnhøje Paul Onuachu var gift for FCN-forsvaret, og da dommer Michael Johansen i to afgørende situationer også lod FCM score kontroversielle mål, hvor der normalt ville være dømt frispark til FCN forinden, blev det rigtig svært.

De midtjyske ulve kunne på den konto gå til pausen med en sikker føring på 3-0, der slet ikke var udtryk for spilfordelingen, men kun for effektiviteten med bolden. Og værre blev det i starten af 2. halvleg, da FCN efter et par nærgående forsøg også måtte se FCM score til 4-0.

Heldigvis viste tigrene midt i modgangen igen den fantastiske moral, der i de tre foregående kampe har vendt modstandernes føring til FCN-sejr. Denne gang var forspringet dog for stort, men tre gange fik FCN reduceret og vandt således 2. halvleg med 3-1 men tabte samlet 3-4.

Da FCN for alvor satte slutspurten ind, skabte tigrene faktisk også så mange målchancer, at miraklet var tæt på, men desværre kom den sidste reducering til 3-4 så sent, at FCM-forsvaret undgik at gå helt i panik. FC Nordsjælland fik brudt den flotte sejrsstime men fik også vist, hvorfor holdet er med i toppen af dansk fodbold.

At det gik så galt i starten i Herning skyldes navnlig en katastrofal start, hvor dommer Michael Johansen dømte et tyndt frispark til FCM lige udenfor feltet efter 27 sekunders spil. Dermed en dødbold med indlæg til den midtjyske air force, hvor store Onuachu skaffede plads til et stående hovedstød til Korcsmar, som kunne heade i mål til 1-0 efter kun et minuts spil.

Det gav selvfølgelig FCM den ro og den selvtillid, de midtjyske ulve har savnet senest. Pludselig var kampen på midtjydernes præmisser, og de stod klar til at straffe enhver fejl af FCN, så selv om tigrene kom med i spillet og spillede bolden godt rundt, var det hver gang de midtjyske kontraangreb og dødboldsituationer, der gjorde forskellen.

FCN var simpelthen ikke dygtig nok til at stå imod og afvise, når FCM-spillerne gik i luften. Rasmus Nissen kunne således score til 2-0 i det 20. minut, da to tigre væltede omkuld i luftkampene lige foran mål, så det blev frit skud fra den anden side af feltet.

FCN havde et enkelt farligt forsøg lidt efter ved lynhurtige Ernest Asante, der sprintede fri til afslutning fra spids vinkel, men Jesper Hansen klarede med en fodparade, og kort før pausen headede Asante lige forbi mål på et godt indlæg fra Mathias Jensen. Og så slog FCM i stedet til igen i 1. halvlegs sidste minut, hvor Jakob Poulsen med en hånd i ryggen væltede Patrick Mtiliga og skabte plads til Onuachu, der let kunne score til 3-0.

Det var en slem bét at gå til pause med, og FCN valgte til 2. halvleg at skifte system til 4-3-3 og rykke fysisk stærke Victor Nelsson op på midtbanen til at tage flere dueller der. Det gav mere direkte FCN-spil, og Emiliano Marcondes var to gange tæt på reduceringen. Først med et hårdt fladt skud, som Jesper Hansen flot reddede, og derefter på et præcist indlæg fra Mads Mini Pedersen.

FCM lurede kun på kontra, og muligheden kom desværre med en træffer til 4-0 i det 53. minut, da Mads Mini ikke fik afvist ved baglinjen, så Onuachu kunne hamre indlægget i nettet.. En faretruende lussing lå lidt i luften på det tidspunkt, men heldigvis viste tigrene moral og vilje til at svare godt igen.

Først brændte Mathias Jensen et giga-tilbud, men da han kort efter smækkede bolden præcist frem i panden på fremstormende Godsway Donyoh headede ghaneseren iskoldt bolden over Jesper Hansen og i kassen til 1-4 i det 66. minut.

Ii det 80. minut kom endnu en scoring til 2-4, da Mads Mini startede et godt angreb med et ryk på venstrekanten og efter flot sammenspil med Ermest Asante scorede Godsway Donyoh sit andet mål i kampen og fjerde i alt i sæsonen.

Herefter skabte FCN flere gode scoringstilbud, men FCM blev ikke for alvor rystet, idet reduceringen til 3-4 først kom for sent. Dybt inde i tillægstiden spillede indskiftede Tobias Mikkelsen elegant Mathias Jensen fri til skud, og han satte sin tredje sæsontræffer ind.

Dermed har FCN scoret 15 mål i sæsonens første fem kampe og kan trods nederlaget i Herning også tage noget positivt med sig videre til næste kamp på hjemmebane mandag 21. august mod oprykkerne fra Helsingør. Et lokalopgør, der tegner til at blive et fantastisk brag om lokal prestige og tre vigtige point. FCN er stærkt opsat på hurtigt at komme tilbage på vinderkurs.

Se statistik fra kampen i Herning HER