God sæsonstart for U/17

Kategorier

FCN U/17 sluttede foråret af med at vinde pokalfinalen.

FCN vandt 3-1 over Lyngby i sæsonpremieren i U/17 Ligaen. I aften tager U/19 hul på sæsonen i Lyngby.

FC Nordsjællands U/17 mandskab fik en god ligastart lørdag hjemme mod Lyngby, der blev besejret med 3-1. FCN startede godt og kørte på i et højt tempo. Presspillet fungerede fint, og der var stor aggressivitet i tigrenes spil.

Det gav også flere målchancer, men først i det 19. minut lykkedes det at score. Oliver Tølbøll Rimmen scorede efter godt forarbejde af Tochi Chukwuani og Emeka Nnamani. Føringen holdt dog ikke til pausen, for efter en stribe fejl udnyttede Lyngby en gratis chance til 1-1 udligning efter godt en halv time.

Heldigvis lod FCN sig ikke slå ud men kom også godt i gang med 2. halvleg, hvor der blev fortsat i samme gode spor. Dog uden samme kontrol i perioder. Efter 55 minutter scorede Emeka Nnamani til 2-1 på oplæg fra Oliver Villadsen og Mads Højlund. Mod kampens slutning kunne Frederik Koza sætte trumf på til 3-1 med et debutmål.

U/17 spiller næste ligakamp på lørdag ude mod FC Midtjylland. FCN U/19 starter Liga-sæsonen i aften ude mod Lyngby kl. 19.00 og skal også til Midtjylland for at spille igen på lørdag.