Asante: Vi viser at alt er muligt

Kategorier

Ernest Asante scorede to mål mod Lyngby og er nu oppe på fem sæsontræffere.

Foto: Getty Images

Der var naturligvis ellevild jubel hos FCN-spillerne, der fejrede 4. sejr på stribe sammen med fansene lige efter kampen på Lyngby stadion.

Ernest Asante har scoret i alle fire kampe og krydrede også med en ekstra scoring på straffe til 4-1 i dag, så han lige nu er Superligatopscorer med fem træffere:

Ernest Asante siger:

– Jeg er bare glad for, at holdet vinder igen. Vi får vist, at alt er muligt, når vi står sammen som hold og hjælper hinanden. Vi er topmotiverede for hele tiden at nå mere.

– Der var ikke rigtig nogen forventninger til os ved sæsonstart, men vi har fået det til at fungere som hold, og det er det, det handler om. Så er alt muligt, lyder det fra den lynhurtige ghaneser, der hellere vil tale om holdet end sin egen status som topscorer.

– Jeg er bare glad for at score mål, når det kan hjælpe holdet til at vinde. Det er da dejligt at lave mål, men det er alt for tidligt at snakke om at være topscorer. Vi tror meget på os selv lige nu, og vi går på banen for at vinde hver gang. Det vil vi også prøve på næste gang, siger Ernest Asante.

18-årige Magnus Kofod Andersen fik igen en hel kamp i benene, og han kunne også i omklædningsrummet se et tydeligt fodaftryk af en Lyngby-støvle på låret. Men det kunne ikke tage humøret fra den teknisk stærke midtbanespiller:

– Nej, det er ikke så slemt, og jeg tager gerne et fodaftryk, når bare vi vinder. Jeg synes, jeg kunne mærke i dag, at det giver noget med hele kampe. Kampformen bliver bedre og bedre, og jeg er ved at kunne være med for fuldt skrald i hele kampen.

– Det er en dejlig følelse lige nu. Både det at have vundet, men også måden vi reagerer på som hold efter en svag start på kampen. Vi tog fat og kom godt igen. Og da vi kom foran 2-1 og var blevet en mand i overtal var det bare om at holde en sikker og hurtig boldcirkulation. Vi vidste, at der med tålmodigt spil ville opstå huller, som vi også udnyttede, lyder det fra Magnus Kofod Andersen.