Emiliano skifter til Brentford FC i januar 2018

Kategorier

Foto: Getty Images

Den offensive spiller skifter fra nytår Alka Superligaen ud med The Championship i England, hvor Emiliano Marcondes bliver holdkammerat med danskerne Lasse Vibe, Andreas Bjelland, Henrik Dalsgaard og Justin Shaibu.

Sportschef Carsten V. Jensen fortæller om skiftet:

– Vi havde naturligvis helst set, at Emiliano havde forlænget sin aftale med FC Nordsjælland, men han har haft et stærkt ønske om at komme ud og prøve sig af i udlandet. Det har vi anerkendt, og set i lyset af lang og tro tjeneste i FCN er vi glade på Emilianos vegne og ikke mindst det faktum, at vi råder over ham resten af efteråret, fortæller CV.

Emiliano Marcondes kom til FC Nordsjælland fra Hvidovre IF, som U/15-spiller og allerede tilbage i 2013 fik Emiliano debut for Superliga-holdet i en alder af 18 år.

– Jeg skylder FC Nordsjælland en stor tak for den udvikling, som de har hjulpet mig med, og FCN vil altid have en meget stor og speciel plads i mit hjerte. Jeg er stolt over at kunne opnå én af mine drømme ved at komme til udlandet, og jeg glæder mig til at tage det skridt i fremtiden. Jeg vil dog love at arbejde stenhårdt for klubben og mine holdkammerater det næste halve år for at kunne vise dem, hvad de betyder for mig, fortæller Emiliano Marcondes.