Christian ’TK’ Køhler skifter til FC Helsingør

Kategorier

Christian ”TK” Køhler udstråler altid entusiasme og topengagement på banen.

Foto: Getty Images

Midtbanespilleren rykker videre i karrieren efter næsten 10 år i FC Nordsjælland og Farum Boldklub.

Køhler kom til FCN fra Hørsholm UI, da han var 12 år gammel, men et ønske om mere spilletid betyder, at FC Nordsjælland har indgået en aftale med FC Helsingør om et skifte.

Sportschef Carsten V. Jensen fortæller:

– ’TK’ har ikke stået forrest i køen for spilletid på midtbanen, og derfor har vi selvfølgelig forståelse for hans ønske om mere spilletid. Vi kan kun rose ’TK’, han repræsenterer nogle rigtig stærke værdier, som går godt i tråd med dem, vi har her i FCN. Han er en spiller der går forrest til træning og som altid bakker sine holdkammerater op. En ægte holdspiller, som vi ved, at vi sender videre med et godt FCN-DNA. Vi ønsker ’TK’ held og lykke i fremtiden, lyder det fra CV.

Cheftræner Kasper Hjulmand mener, at skiftet er det helt rigtige for ’TK’, som han sender af sted med masser af ros.

– ’TK’ er en spiller som er svær at slippe, fordi han altid har levet op til vores værdier hele vejen igennem. Han har været anfører på ungdomsholdene og reserveholdet og har altid været loyal. Han har altid gjort sit bedste og arbejdet professionelt, han er en FC Nordsjælland-dreng, som vi er stolte over at have været med til arbejde sammen med.

– Tidspunktet er det rigtige i forhold til at komme ud og få mere spilletid. Det er ikke fordi, vi ikke føler, at han har en værdi hos os, men ’TK’ havde et ønske om at komme ud og få en større rolle et andet sted, og det har vi sagt ja til, fordi han har været god for os. Hvis alt flasker sig, kan det sagtens blive et på gensyn, siger Kasper Hjulmand.

For Christian ’TK’ Køhler er det meget vemodigt og specielt at skulle tage afsked med den klub og de holdkammerater, som han har spillet med i snart 10 år.

– Det bliver mærkeligt at sige farvel efter 10 år i klubben, der har betydet så meget for mig. Det er ikke nemt, men jeg har brug for nye udfordringer. Et sted hvor jeg kan spille en større og mere central rolle, hvis jeg præsterer på træningsbanen. Helsingør passer godt til den måde, jeg er blevet udviklet i at spille fodbold, da stilen kan minde lidt om den i FCN.

– Jeg tager mange gode ting med fra FCN, som har udviklet mig som spiller og menneske. Jeg har lært, hvad der for nogle vil være simple værdier, men for mig har betydet noget. Vi har kæmpet for de samme ting, det gennemsyrer hele klubben, at man trækker i samme retning. Jeg har lært at tackle modgang og arbejde hårdere. Halvdelen af mit liv er brugt i FCN, så det er klart, at der er nogle mennesker, som er blevet mine venner. Jeg vil dog stadig følge klubben og komme forbi, når det kan passe ind, fortæller ’TK’.

Det blev til 28 kampe og et enkelt mål for Christian ’TK’ Køhler i FC Nordsjælland-trøjen.