Lobotka fik flest minutter i hele sæsonen

Kategorier

Boesenfoto.dk

Et statistisk blik på sæson 2016/17 viser en stor bredde i FCN truppen, hvor stribevis af unge talenter er steppet op og har bidraget til den bedste slutplacering i fire år.

Sæsonen 2016/17 var den første med ny struktur og en udvidelse af Alka Superligaen til 14 klubber, hvoraf de 6 bedste efter grundspillets 26 kampe spillede videre i Mesterskabsspillet, mens de 8 lavest placerede blev delt i to grupper, der for fire af klubberne endte i et nedrykningsspil.

FC Nordsjælland kom lige akkurat med i toppen, der spillede Mesterskabsspil, og efter sæsonens 36 kampe blev facit en 5. plads til FCN. Det er FC Nordsjællands bedste sæsonfacit siden sølvmedaljerne i 2012/13, og kun overgået af guld i 2011/12 samt bronze i debutsæsonen 2002/03.

FCN vandt 13 kampe spillede 10 uafgjort og tabte 13 med en samlet målscore på 59-55. Da antallet af kampe med den nye struktur er øget fra 33 til 36, og de sidste 10 kun er mod de andre tophold, giver det ikke rigtig mening at sammenligne pointhøst og målscore med tidligere sæsoner.

Man kan dog godt fastslå, at 59 scoringer i 36 kampe, 1,64 i snit pr. kamp, er særdeles flot, og kun overgås af 60 scoringer i sølvsæsonen og 67 tilbage i 2006/07 sæsonen. Især er det stor fremgang i forhold til de seneste tre sæsoner, hvor det er blevet til 38, 39 og i sidste sæson kun 35 FCN mål.

Det har været en meget lang sæson, og det kan også aflæses af det antal spillere, der har været i aktion for FCN i Superligaen i sæsonens løb. Hele 34 spillere har sat fodaftryk på FC Nordsjællands sæson 2016/17. Eneste spiller i den nuværende FCN-trup, der endnu ikke har fået debut er den unge målmand Peter Vindahl Jensen, som dog har været en del af holdet i mange kampe som reservekeeper.

Ingen spillere var med i alle 36 kampe, men Stanislav Lobotka og Marcus Ingvartsen missede kun en enkelt og begge på grund af en karantænedag.

Hvis man ser på, hvem der spillede flest minutter ser top 10 listen således ud:

Stanislav Lobotka – 3.129 min.
Marcus Ingvartsen – 3.098 min.
Andreas Maxsø – 2.917 min.
Mads “Mini” Pedersen – 2.117 min.
Godsway Donyoh – 1.902 min.
Karlo Bartolec – 1.842 min.
Andreas Skovgaard – 1.802 min.
Emiliano Marcondes – 1.801 min.
Ernest Asante – 1.775 min.
Alex Runarsson – 1.753 min.

Af FC Nordsjællands 59 mål scorede Marcus Ingvartsen de 23, og han blev dermed Superligatopscorer.

Fire spillere stod for 49 af de 59 mål:
Marcus Ingvartsen 23
Emiliano Marcondes 12
Godsway Donyoh 9
Ernest Asante 5

FC Nordsjællands assistliste toppes af Ernest Asante med 9 måloplæg og ser således ud:
Ernest Asante 9
Stanislav Lobotka 6
Mathias Jensen 6
Mads “Mini” Pedersen 6
Karlo Bartolec 5
Marcus Ingvartsen 5
Godsway Donyoh 5