Ny administrerende direktør i FC Nordsjælland

Kategorier

Søren Kristensen er ansat som ny adm. direktør for FC Nordsjælland.

Foto: Rie Neuchs

FC Nordsjælland har ansat den nye administrerende direktør, som kommer til at stå i spidsen for arbejdet og udviklingen i Right to Dream Park. Valget er faldet på Søren Kristensen, som kommer til fra en stilling som direktør i Nespresso Business Solutions.

– Vi har en global vision og strategi for fremtidens Right to Dream og FC Nordsjælland. Og vi har en stærk tro på, at vi sammen har mange spændende muligheder at tilbyde både spillere, tilhængere og lokale partnere i Danmark. Sørens opgave og ansvar bliver derfor at gøre mulighederne, i Right to Dream organisationens fælles potentiale, endnu stærkere og tydeligere i Farum, Nordsjælland og Danmark. Den nye administrerende direktør skal lede og udvikle organisationens fordele hver eneste dag, siger Tom Vernon, Bestyrelsesformand i Right to Dream og FC Nordsjælland.

Søren Kristensen er 46 år gammel og kommer som nævnt til FCN fra en stilling som administrerende direktør hos Nespresso Business Solutions i Danmark, hvor han også sad i koncernens nordiske ledelsesgruppe. Tidligere har han bl.a. været 12 år hos Coca-Cola, hvor han varetog ansvaret som Commercial Operations Director for hele Norden og var koncernens Country Manager i Danmark.

– Søren Kristensen har demonstreret sine evner som entreprenør og leder i både store og mindre organisationer med nationale og internationale perspektiver. Og han har efterladt os med et klart indtryk af en leder, der går til sit arbejde og ansvar med stor passion, stort engagement og som har en interesse for elitesport. Vi fik den person og leder, vi gik efter, og vi glæder os meget til at få Søren ind i FC Nordsjælland og Right to Dream, siger Tom Vernon

– Jeg ser meget frem til at begynde arbejdet med hele organisationen, og alle interessenterne, i og omkring FC Nordsjælland. Jeg ser et stort potentiale i FC Nordsjælland og i Right to Dream, og jeg tror på, det kan flyttes til det næste niveau. Right to Dreams brand og koncept er to af de vigtigste årsager til, at jeg ikke kunne takke nej til denne spændende mulighed, og jeg glæder mig meget til, sammen med alle medarbejderne, at udvikle unge spillere og mennesker til at blive fremtidens rollemodeller, siger Søren Kristensen.

Søren Kristensen tiltræder stillingen som administrerende direktør i Farum den 1. september 2017.

English version: New CEO in FC Nordsjælland