Forsvaret holdt stand i målløs kamp

Kategorier

Andreas Skovgaard var den eneste FCN-spiller, der fik fuld tid på banen mod Nykøbing.

Boesenfoto.dk

FCN havde 22 spillere i aktion i træningskampen mod 1. divisionsholdet Nykøbing FC, og det chancefattige opgør endte 0-0.

Der blev spillet på bane 6 i Farum på en god men ret tør græsbane, og det tog lidt tempo ud af angrebsspillet, mens begge klubbers forsvar virkede ret solide. Derfor endte det også målløst, selv om der var målchancer til begge hold. Det var sidste træningskamp, inden FCN i næste uge fortsætter sæsonforberedelserne med træningslejren i Holland.

FC Nordsjælland har givet sine seks U/21 landsholdsspillere en kort ferie, og de vil først være med igen på træningslejren. Derfor stillede FCN også med en stribe U/19 spillere til kampen mod Nykøbing FC, så der i alt kom 22 i aktion, så ingen blev overbelastet i en periode, hvor der også trænes hårdt.

Kun én spiller hos FCN fik alle 90 minutter på banen, og det var Andreas Skovgaard i det centrale forsvar, da Nicklas Strunk, der afløste Karlo Bartolec i 2. halvleg desværre blev skadet efter kun ti minutter og derfor igen måtte lade sig udskifte.

Der blev spillet i et ganske højt tempo, og 1. halvleg bød på de største og fleste målchancer. Tættest på scoring var FCN, da Mathias Rasmussen fra nært hold headede på stolpen efter fornemt opspil og indlæg af Ernest Asante. FCN havde det meste spil, men Nykøbing FC var giftig i hurtige kontraangreb, og to gange måtte keeper Alex Runarsson præstere flotte redninger overfor en helt fri angriber.

Godsway Donyoh havde også to gode FCN-forsøg, men helt gennemspillede angreb var der for få af. Der blev dog vist flere gode detaljer og fint blik for spillet. U/19 spiller Mikkel Damsgaard var med fra start og faldt glimrende ind i spillet med stor arbejdsomhed og boldsikkerhed.

Der blev skiftet en del ud i pausen og også skiftet spilsystem til 2. halvleg, hvor FCN sendte en del flere af sine U/19 spillere på banen. Det var dog stadig de to forsvar, der havde bedst fat. Godsway Donyoh kom frem til et par halve chancer for FCN, mens Nykøbing FC måtte se endnu en friløber reddet af den indskiftede målmand Peter Vindahl Jensen. Og 0-0 var måske også et meget passende billede på kampen.

Nykøbing FC har netop skrevet en tre-årig kontrakt med Søren Christensen, der spillede 233 kampe for FCN, før han efter mesterskabet i 2012 og sølvet året efter tog chancen i udlandet, hvor han har spillet i forskellige klubber. “SC” er oprindeligt fra Falster, før han i 2006 kom til FC Nordsjælland, men han blev på sidelinjen og så på under hele træningskampen.

FC Nordsjællands cheftræner Kasper Hjulmand siger:

– Det var en træningskamp, hvor alle fik spillet nogenlunde det, som de har kapacitet til på nuværende tidspunkt. Vi havde til kampen meget fokus på det defensive, og vi holdt dem jo fra at score, selv om vi nok gav et par chancer for meget væk.

– Vi spillede os heller ikke selv til de helt store chancer, men kunne godt have scoret. Det kneb bare med at holde tempo nok i angrebsspillet på så tør en bane. Men alt i alt synes jeg, det var en fin træningskamp med spilletid til mange af de unge knægte.

FC Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:

Alex Runarsson (46: Peter Vindahl Jensen)
Karlo Bartolec (60: Nicklas Strunck. 70: Andreas Olsen)
Viktor Tranberg (72: Nicolai Frederiksen)
Andreas Skovgaard
Patrick Mtiliga (46: Abdul Mumin)
Victor Nelsson (46: Christian ’TK’ Køhler)
Collins Tanor (46: Magnus Kofod Andersen)
Mikkel Damsgaard (46: Patrick da Silva)
Tobias Mikkelsen (46: Mohammed Fellah)
Mathias Rasmussen (55: Jakob Johansson)
Ernest Asante (30: Godsway Donyoh)