FCN U/19 vandt over Brøndby

Kategorier

Oliver Tølbøll var i overdådigt spillehumør og udfordrede hele tiden Brøndby-forsvaret.

Det blev to gode og tætte kampe mod Brøndby i Right to Dream Park, hvor FCN U/19 vandt 2-1, mens U/17 holdene spillede uafgjort 0-0 i topkampen.

U/19 Liga: FCN-Brøndby 2-1 (1-0)
Mål: 23. minut 1-0 Niklas Toft Kristiansen. 55. minut 1-1. 87. minut 2-1 Zakarias Faour (straffespark).

Næste hjemmekamp for FC  Nordsjællands Superligahold er mod Brøndby søndag 23. april, og i lørdags viste U/19 mandskabet vejen for de lidt ældre spillere. FCN vandt 2-1 over Brøndby på et mål kort før tid sat ind på straffespark af Zakarias Faour.

Den hektiske slutfase bød også på dramatik i tillægstiden, hvor en Brøndby-spiller fik rødt kort. Men tigrene holdt fast i føringen og sikrede de tre point. Det var anden sejr i træk til FCN, og den bringer holdet op i midten af rækken.

U/17 Liga: FCN-Brøndby 0-0

Det blev en intens topkamp i U/17 Ligaen, hvor tigrene bagefter ærgrede sig voldsomt over, at det “kun” blev til ét point. FCN leverede en meget stærk præstation og dominerede kampen i en grad, så det burde have givet en sejr.

Presspillet sad lige i skabet, og angrebsopbygningen var også fin, men det kneb med at producere de helt åbne målchancer. Et par stykker blev det dog til, især i slutfasen, hvor FCN nærmest løb stormløb mod Brøndbys mål.

Skudstatistikken var således også helt i favør af FCN, men gæsterne slap med skrækken. Både ved en stribe nærgående hjørnespark, og da Oliver Tølbøll havde afdriblet fire mand men fik sit skud pareret en velspillende Brøndby-keeper, der havde en travl dag.

Det var en toppræstation af U/17 mandskabet, og fortsætter holdet den stil og udvikling i spillet, venter der mange point i resten af foråret. Næste ligakamp er lørdag 22. april i Viborg.