Værd at vide før udekampen mod FCM

Kategorier

Foto: Rie Neuchs

FC Nordsjælland spiller i dag kl. 17.00 på MCH Arena i Herning den sidste og meget vigtige kamp i Alka Superligaens grundspil. Her er lidt statistiske vinker på kampen.

Vidste du at…

…FCN og FC Midtjylland har mødtes 43 gange tidligere i Superligaen. FCN har vundet 12 gange, mens 12 kampe er endt uafgjort, og FCM har 19 sejre. I Herning har FCN traditionelt haft det svært. Her har FCM vundet 14 af 25 kampe, mens 8 er endt uafgjort og altså kun 3 med sejr til FCN.

…den seneste sejr til FCN i Herning var i september 2015, hvor FCN vandt 1-0 på en scoring af Bruninho, som nu spiller for netop FC Midtjylland.

…FCN var den eneste klub, der slog FCM to gange i forrige sæson, da ulvene blev mestre. Og i sidste sæson vandt FCN også to af de tre kampe mod bronzevinderne fra FCM.

…den første kamp mellem de to klubber i denne sæson var i 2. spillerunde, hvor FCM gæstede Right to Dream Park og hentede en storsejr på 4-0. Så det er i den grad FCN, der har revanche til gode.

…dagens dommer, 35-årige Jens Maae, er i gang med sin 5. sæson som Alka Superliga dommer. Han har dømt 16 kampe i sæson, men det er den første med FCN som den ene part.

…FCN er det mest scorende hold i foråret med 9 træffere. OB og FCK er lige i hælene med 8 mål. Samlet set over hele sæsonen er FCN det 4. mest scorende hold i Alka Superligaen med 39 scoringer. Her topper FCK med 54 foran Brøndby med 49 og FCM med 43.

…ingen FCN-spillere er i karantæne til kampen, mens FCM må undvære André Rømer med karantæne.

…alle kampe spilles samtidigt i 26. og sidste spillerunde af grundspillet. Det nye kampprogram for både mesterskabsspillet og kvalifikationsspillet vil blive offentliggjort på tirsdag kl. 16.00.