Den smukkeste sejr!!!

Kategorier

Den er hjemme, billetten til Top 6, og Emiliano Marcondes knytter næverne i begejstring.

Foto: Getty Images

FC Nordsjælland gjorde det. Snuppede den sidste billet til Alka Superligaens mesterskabsspil på vilje og knaldhård fight. 2-1 sejren over FCM i Herning rakte lige akkurat til 6. pladsen, og nu venter 10 fantastiske kampe.

FCN fik fortjent belønningen for en fremragende slutspurt med ti point i de seneste fire kampe, og selv om den altafgørende 2-1 i Herning ikke var på det kønneste spil, var det alligevel den smukkeste sejr, man kan tænke sig.

Da slutfløjtet lød i Herning brød jublen løs i hele FCN-lejren og hos de mange medrejsende fans, der hele vejen igennem støttede så vildt, at det nærmest bar tigrene frem og fik spillerne til at finde de allersidste ressourcer i en voldsom fysisk hård kamp.

Der blev festet til den helt store guldmedalje sammen med fansene på banen og i omklædningsrummet bagefter, hvor champagnen sprøjtede til alle sider. At både AaB og Randers snublede på sidste spilledag i udekampene mod Viborg og SønderjyskE var lige det, der satte kronen på værket.

I sig selv er det voldsomt imponerende at vinde i Herning, hvor kun få hold slipper væk med alle tre point, men at det også rakte til en plads i topspillet, havde de færreste nok troet på. FCN gjorde sit og fik heldigvis den fornødne hjælp, og nu venter der ti kampe på allerhøjeste niveau. Kampprogrammet får vi tirsdag kl. 16.00.

Kampen blev akkurat så tæt og hård som forudset. Efter en god start af FCN fik de midtjyske ulve lagt et tungt pres med et hav af hjørnespark og lange indkast. Men FCN stod stærkt imod og gav ikke fyrtårnet Onuachu meget plads. Alligevel kom to meter manden til to giga målchancer, som en storspillende Alex Runarsson i målet begge reddede med sine super reflekser.

Og så slog FCN i stedet til fem minutter før pausen med en flot træffer. Godsway sendte bolden frem til Mads “Mini” Pedersen på venstrekanten, og “Mini” brugte sin hurtighed til at runde Rasmus Nissen og smække bolden fladt ind foran mål, hvor topscorer Marcus Ingvartsen kom først og nettede til 1-0.

En dejlig pauseføring til FCN, der også kunne gå ud til 2. halvleg med den ballast, at en sejr ville række, hvis stillingerne i de øvrige kampe holdt sig. Mads “Mini” Pedersen kunne fem minutter efter pausen have øget føringen, da han blev spillet fri af Lobotka på et hurtigt kontraangreb, men han skød desværre lige over mål.

FCN-spillerne fightede vildt for at holde føringen og for at trække tempo af kampen, og FCM blev holdt fra de helt åbne chancer, indtil Rasmus Nissen flugtede på en returbold et kvarter før tid. Men igen var Alex Runarsson i målet redningsmanden. Det var han også lidt senere på et forsøg fra Onachu.

Og efter en halv snes hjørnespark til FCM uden scoringer, slog FCN så i stedet til på sit første hjørnespark ti minutter før tid. Emiliano Marcondes headede i mål på den forlængede bold fra Andreas Maxsø, og så stod der 2-0 på måltavlen. Det gav FCN lidt ro, men ikke ret længe, for endelig lykkedes det for Onuachu at heade i mål med godt fem minutter igen.

1-2 og nogle lange minutter ventede, for dommer jens Maae havde også fundet seks minutters tillægstid. Men da det sidste fløjt endelig kom, var det også signal til ellevild jubel. Næsten i stil med den man så, da FCN for fem år siden sikrede sig DM-guldet. Denne gang var gevinsten en billet til medaljespillet, og vi kan alle se frem til en fantastisk sæsonafslutning med masser af topfodbold i Right to Dream Park.

I dag har alle lov til at drømme stort.

Se kampstatistik HER

Se matchfacts HER