Kurland: Arco Cup var super læring for drengene

Kategorier

FCN/RTD truppen ved Arco Cup i Italien.

FC Nordsjælland spillede alle sine tre kampe uafgjort i den store italienske turnering for U/17 mandskaber

FCN U/17 deltog i sidste uge i Arco Cup i Italien, hvor holdet var suppleret med de maksimum tre spillere, som turneringens regler tillader, fra Right to Dream Akademiet i Ghana. Og selv om FCN/RTD måtte sige farvel efter tre uafgjorte kampe i gruppen var det en meget givende tur for både sammenhold og integration mellem de to akademier. Den fortsætter i øvrigt helt frem til 4. april, idet hele U/17 truppen fra Right to Dream er på et tre ugers besøg i Farum.

FCN/RTD startede med at spille 2-2 mod Torino, og herefter blev det 0-0 mod Hellas Verona i en kamp, hvor marginalerne og dommerkendelserne bestemt ikke var med tigrene. Den sidste kamp sluttede 1-1 mod Inter, der blev vinder af gruppen.

FC Nordsjællands U/17 træner Kasper Kurland er meget tilfreds med udbyttet af deltagelsen i Arco Cup:

– Det var en rigtig god tur, og den var fantastisk værdifuld i forhold til at lære at spille under en anden type pres, end drengene er vant til. Vi spillede tre tætte kampe, der alle endte uafgjort. Drengene forstod at tilpasse sig måden, der bliver spillet og dømt på i Italien. Og trods nogle frustrationer undervejs omkring dette, fik vi sat vores aftryk på turneringen. Desværre var vores kvalitet foran modstandernes mål ikke, som vi har vist herhjemme, og den manglende effektivitet kostede, når kun et hold gik videre fra gruppen.

– Desværre havde vi ikke marginalerne med os i kamp nr. 2, der var nøglekampen for os. Men vi fik nogle kampe med en anden type læring, og spillerne lærte også at håndtere frustrationer. Det var andre fodboldoplevelser end i den hjemlige turnering, og Arco Cup har været med til at give os god erfaring, som vi kan bruge fremadrettet, siger Kasper Kurland.

Han glæder sig også over endnu et løft til integrationen mellem de to akademier, og den fortsætter på højtryk i de næste uger under besøget af U/17 truppen fra Right to Dream. Det giver mulighed for en masse fælles træninger, og drengene fra Ghana skal også i et par dage være privat indkvarteret hos deres danske venner.