Gang i billetsalget til FCK-kampen

Kategorier

Tobias Mikkelsen har netop scoret til 2-0 kort før tid mod FCK, og FCN kan juble over sejren for knapt et år siden i Right to Dream Park.

Boesenfoto.dk

Foråret i Right to Dream Park indledes med to lokalopgør, først mod Lyngby fredag 17. februar kl. 18 og derefter braget mod FCK søndag 26. februar kl. 16.

Selv om der er frostgrader og meget lidt indbydende dansk fodboldvejr lige nu, venter det spirende forår lige om hjørnet. Der er kun godt en måned, til det går løs igen i Alka Superligaen, og det er FCN, der sparker den i gang. Første kamp er nemlig lokalopgøret hjemme mod Lyngby i den tidlige fredagskamp 17. februar.

Billetter til premieren har været til salg i en uge, og nu er der også gang i billetsalget til storkampen mod FCK i spillerunden efter. De forsvarende danske mestre og Europa League deltagere gæster Right to Dream Park søndag 26.februar kl. 16, og den kamp tiltrækker mange tilskuere.

Billetinfo kan findes her: Billetinfoplakat FCN FCK februar

Køb din billet: HER.

Sidst FCK var på besøg, var den 20. marts 2016, hvor FCN leverede en pragtpræstation og lammede løverne med to flotte mål af Emre Mor og Tobias Mikkelsen. 2-0 blev det til FC Nordsjælland, der dermed tilføjede FCK det ene af i alt kun fire nederlag på vej mod det sikre danske mesterskab.

Det bliver en fantastisk vigtig kamp igen, for FCN skal have point i jagten på en plads i top 6, der giver adgang til mesterskabsspillet og dermed altså endnu to kampe mod FCK, men gæsterne skal prøve at holde sit forspring i toppen i en tid, hvor løverne også har internationale opgaver.