FCN forlænger med chefscout for den yngste ungdomselite

Kategorier

René Klok

René Klok har som U/13 chefscout i otte år spottet mange af de spillere, der nu er i Superligatruppen, og FCN har med en kontraktforlængelse sikret René Klok i jobbet lang tid frem

René Klok kom til FC Nordsjælland i 2009 som scout og rekrutteringsansvarlig for U/13, og i den rolle har han været med til at hente og udvikle mange gode spillere, hvoraf en del nu er nået igennem til FCN-truppen i Alka Superligaen, og mange af de øvrige er på vej.

FC Nordsjællands T+ træner Kenneth Rasmussen glæder sig over, at klubben også fremover er sikret en kapacitet som René Klok i den vigtige rolle som U/13 chefscout:

– René har været her i otte år og fra dag ét og frem til nu været en hårdtarbejdende, dedikeret og dygtig medarbejder, som det også fra den nye ledelses side har været et stort ønske om at fastholde i klubben omkring scouting, hold-  og specifiktræning.

– I forhold til vores Akademi er det en vigtig del af det projekt, vi har gang i. Vi optimerer hele vejen rundt, og også omkring scoutingen har vi en ambition om at være førende og få det bedst mulige spillermateriale til klubben. Derfor er vi også meget tilfredse med at have sikret så dygtig en medarbejder som René Klok, lyder det fra Kenneth Rasmussen.

René Klok skal i næste uge en tur til Ghana for at besøge Right to Dream akademiet og se, hvordan scouting foregår både i Ghana og i de omkringliggende lande.

René Klok ser også frem til at forsætte sit arbejde for FCN:

– Da jeg fik tilbuddet om kontraktforlængelsen, var jeg slet ikke i tvivl. Den her klub er kommet ind under huden på mig. Jeg tænker Nordsjælland hele tiden og på, hvordan vi kan blive endnu bedre.

– Her i FC Nordsjælland kan jeg se udbyttet af mit arbejde, for spillerne får det, jeg kan love dem. De får chancen for at slå igennem i FCN, hvis de gør det godt nok. Flere af de spillere, jeg har hentet til klubben, er nu med i Superligatruppen, og jeg tror på, at der kommer mange flere i de kommende år, siger René Klok.

Han kom til FCN fra Hvidovre for otte år siden, hvor han bl. a. trænede Emiliano Marcondes. Også spillere som Christian “TK” Køhler, Mads “Mini” Pedersen, Marcus Ingvartsen, Andreas Skovgaard og Victor Nelsson er også alle enten blevet hentet til eller trænet af Klok.