Stanislav Lobotka årets spiller i FCN

Kategorier

Stanislav Lobotka er i sin første sæson hos FC Nordsjælland trådt ind som fast mand på midtbanen, og ved FCN Award i aftes blev den kun 21-årige slovak kåret som årets spiller.

Stanislav Lobotka kom til FC Nordsjælland i august kort før transfervinduet lukkede, og han fik sin debut mod Brøndby 30. august, og lige siden har han spillet samtlige kampe bortset fra en enkelt, som han måtte melde fra til på grund af sygdom.

26 Superligakampe er det blevet til. Alle i startopstillingen og næsten alle med fuld spilletid, så det i alt er blevet til 2314 minutter på banen for FCN i denne sæson. Stanislav Lobotka kunne ikke selv modtage prisen, da han straks efter den sidste kamp i søndags satte kurs mod Slovakiet for at spille U/21 landskamp.

Han er også reserve til Slovakiets EM-trup, og han var meget glad, da han modtog nyheden  om kåringen som årets spiller:

– Jeg er virkelig taknemmelig overfor alle i klubben, for at give mig chancen for at spille i FC Nordsjælland. Tak til mine holdkammerater og alle andre i klubben. Der er så mange gode og talentfulde spille i FCN, og prisen betyder rigtig meget for mig.

– Den giver mig endnu større motivation for at blive en bedre spiller. Jeg ser frem mod næste sæson og vil arbejde hårdt for fortsat at udvikle mig som fodboldspiller, siger Stanislav Lobotka.

Stanislav Lobotka følger dermed i fodsporet på anfører Patrick Mtiliga, der sidste år blev kåret som årets spiller.

Følgende awards blev delt ud:

Årets Spiller: Stanislav Lobotka
Årets Talent: Andreas Skovgaard
Årets Mål: Emre Mor
Årets Værdispiller: Christian ‘TK’ Køhler
Årets Fighter: Marcus Ingvartsen
Årets Topscorer: Marcus Ingvartsen