FCN henter Mohammed Fellah

Kategorier

Den 27-årige nordmand har underskrevet en 3-årig aftale med FC Nordsjælland og har senest spillet i Esbjerg fB, som han har været hos siden 2013.

Sportschef Carsten V. Jensen fortæller:

– Med Fellah får vi en offensiv spiller med erfaring, som kan give os endnu flere strenge at spille på. Vi har stor tro på, at han kan være en katalysator, der bl.a. med sine særlige offensive kvaliteter kan være med til at forløse potentialet i vores i forvejen talentfulde spillertrup. Vi glæder os over, at Fellah har tillid til vores projekt og har valgt at komme til FCN, og vi tror på, at vi sammen kan skabe stor udvikling og har de bedste år foran os, siger CV.

Den norske offensivspiller glæder sig over skiftet til Farum, hvor han ser frem til at blive en del af et fremtidens FCN.

– Jeg glæder mig helt vildt til det her nye skridt, jeg tror, at denne filosofi passer mig rigtig godt. FCN er et hold, som gerne vil have bolden meget, og det kan jeg også godt lide. Det er et spændende projekt med mange unge og talentfulde spillere, både træneren og sportschefen har fortalt mig, at det er nogle meget træningsvillige unge spillere og jeg glæder mig til at være med til at trække dem i den rigtige retning.

– I de snakke, jeg har haft med folk i klubben, har de fremstået som meget professionelle og med en helt klar linje for, hvad der skal ske i fremtiden, og hvordan klubben bliver ledet. Det har givet mig en god fornemmelse for, at det her er det rigtige sted for mig, og jeg glæder mig til at skulle tage ansvar og gå forrest, slutter Mohammed Fellah som starter træningen i FC Nordsjælland den 20.juni sammen med resten af truppen.

Mohammed Fellah har spillet 55 Alka Superliga-kampe for Esbjerg, og inden da havde han slået sit navn fast i Vålerenga. Her opnåede Fellah 121 kampe og scorede 17 mål fra 2006 til 2013.

Facts:
Navn: Mohammed Fellah
Fødselsdato: 24.05.1989
Nationalitet: Norge
Højde: 1,67 m
Landskampe: 2 A-landskampe og 34 U-landskampe