FCN forlænger med Viktor Tranberg

Kategorier

Victor Tranberg var med Superligatruppen på træningslejr før forårsstarten.

U/19-forsvarsspiller Viktor Tranberg rykker til sommer op i Superligatruppen, hvor han vil være på kontrakt de næste to sæsoner

Endnu en spiller fra årgang 97 er nu klar til FC Nordsjællands Superligatrup i næste sæson. FCN har netop forlænget kontrakten med U/19 Ligaholdets midterforsvarer Viktor Tranberg, så den nu løber frem til sommeren 2018. Viktor Tranberg færdiggør sin studentereksamen her i foråret og spiller videre på U/19 mandskabet frem til sommer.

Sportschef Carsten V. Jensen siger:

– Viktor Tranberg har vist sig godt frem, både på U/19 holdet og i de mange træninger, han har deltaget i med Superligatruppen.  Det har alt sammen vist os, at vi har en fælles interesse i at arbejde videre med hans udvikling. Vi er derfor meget tilfredse med, at han til sommer kan komme på fuld tid og de næste to år kan vise, at vi har set rigtigt, siger Carsten V.

Jan Laursen, sportschef for akademiet, siger:

– Det er en fortsættelse af en god tradition i FC Nordsjælland med at sende midtstoppere fra akademiet til Superligaen, og Viktor følger dermed også sin makker fra U/19 holdet, Andreas Skovgaard. Nu er det op til Viktor at arbejde benhårdt og få det optimale ud af denne fantastiske chance, lyder det fra Jan Laursen med henvisning til spillere som Jores Okore, Pascal Gregor og Andreas Maxsø.

19-årige Viktor Tranberg var ligesom to andre årgang 97-spillere, Emre Mor og Andreas Skovgaard, med Superligaholdet på træningslejr inden forårssæsonen, og de to sidstnævnte er allerede rykket op i Superligatruppen.

Viktor Tranberg ser frem til de nye udfordringer:

– Jeg glæder mig til at komme op og give den gas. Træningslejren var en smagsprøve på, hvad der venter, og det har været en drøm for mig, siden jeg kom til klubben for tre år siden. Jeg skal lige have 3. G. afsluttet, og så har vi også en række vigtige kampe med U/19 holdet her i foråret, men så bliver det også skønt med fodbold på fuld tid.

– En plads i Superligatruppen har hele tiden været mit store mål og en kæmpe motivationsfaktor. FCN er en klub, der giver de unge chancen, og jeg er klar til at arbejde hårdt for også at tage de næste skridt. Næste mål må være debut i Superligaen, siger Victor Tranberg, der er registreret for tre U/landskampe, to på U/18 og én på U/19.

Facts om Viktor Tranberg:
Født: 26. februar 1997
Nationalitet: Dansk
Tidligere klubber:
BK Union, Brøndby IF, Lyngby BK i nævnte rækkefølge.
FC Nordsjælland siden sommeren 2013.