Collins Tanor er klar for FCN

Kategorier

Collins Tanor vil spille med nummer 33 - foto: Rie Neuchs

Collins Tanor kommer på lån til FC Nordsjælland, og vil spille med trøje nummer 33. Den talentfulde 18-årige midtbanespiller kommer til FCN efter at have tilbragt 8 år på Right to Dream-akademiet i Ghana.

English version in the bottom.

Cheftræner Kasper Hjulmand glæder sig til at bringe den tidligere anfører for Right to Dream og Ghana U/17 til Farum, og Hjulmand er sikker på, at det vil gavne både Collins og holdet.

’Collins er en ung spiller med et stort talent, som elsker at styre spillet. Han kan enten spille som nummer 6 eller 8 på midtbanen. Han er meget energisk og eftertænksom i sine afleveringer. Vi glæder os meget til at bringe ham ind på holdet og forsøge at udvikle hans talent endnu mere,’ siger Kasper Hjulmand.

Sportschef Carsten V. Jensen tilføjer:

’Collins er en spiller, der på trods af sine unge alder har vist stor modenhed og en stærk karakter, og han er meget bevidst om, hvad det kræver at være med på det her niveau. Han er meget ivrig for at udvikle sig til en spiler, som kan klare sig på det højeste niveau i Europa. Vi tror på, at Collins vil være en stærk rollemodel for andre unge spillere fra Right to Dream, som vi forventer at se flere af i fremtiden, fortæller CV.

Collins kommer fra Brong-Ahafo-regionen i Ghana og har studeret på Right to Dream-akademiet, siden han fik sit scholarship som 10-årig. I den tid Collins har været på akademiet er han blevet anfører for Ghanas U/17-landshold, hvor han har været med til at vinde en fire-nationers turnering i 2014. Og sidste år var han med til at guide Right to Dream-akademiets U/18-hold til at vinde den prestigefyldte turnering Gothia Cup i Sverige.

’Jeg glæder mig til at starte min professionelle karriere hos FCN. Det er en stor ære at blive en del af så stærk en familie og klub.

’Når man har min alder, er udviklingen til det næste skridt enormt vigtig. Jeg er imponeret over det professionelle set up, som er her i FCN. Der er ingen tvivl om, at klubben har nogle rigtig dygtige trænere og folk rundt om holdet, og jeg er sikker på, at de kan hjælpe mig med at blive en endnu bedre spiller. På den korte tid, som jeg har været i klubben, har alle været virkelig flinke og de har taget godt i mod mig, og hvad der er endnu bedre – det er stoppet med at sne,’ fortæller Collins med et smil.

Skiftet til FC Nordsjælland glæder også Gareth Henderby, som er CEO hos Right to Dream.

’Collins har altid skilt sig ud, fordi hans lederegenskaber og gode karakter på og uden for banen er helt unik. Han har præsteret godt på det højeste niveau som ungdomsspiller, så efter 8 år her på Right to Dream, glæder vi os til at se ham som professionel fodboldspiller. Vi vil her på akademiet følge ham meget tæt,’ fortæller Gareth Henderby.

English version: Collins_Tanor

Collins Tanor
Født: 4/1/1998
Højde: 174,5cm
Vægt: 65kg
Nationalitet: Ghana
Klubber: Right to Dream, Manchester City
Trøjenummer: 33