Petry: Min rolle på holdet passer mig godt

Kategorier

Farum Park. Resultat 3-0

– Jeg er ikke den, der skal afdrible fire mand og kreere en målchance, men jeg skal balancere holdet og gardere ved boldtab, siger Lasse Petry, der nyder at være tilbage efter mange skadespauser.

Da Nicolai Stokholm stoppede karrieren i sommeren 2014 lignede Lasse Petry en oplagt mulighed som ny mand på 6’er-positionen, men det satte en alvorlig knæskade en stopper for. Den nu 23-årige midtbanespiller var spilleklar igen i foråret 2015, indtil en ny skade igen satte Lasse Petry ud af spillet nogle kampe før sæsonafslutningen.

Efter en ny lang genoptræning fik Lasse Petry comeback for godt en måned siden i de sidste ti minutter af udesejren over FCM, og i de fire kampe siden har Lasse Petry spillet med fra start. Han leverede en stærk præstation som samlingspunkt på den bagerste midtbane sidst mod AaB.

– Jeg er sindssygt glad for at være tilbage og få så meget spilletid, som jeg har fået i de seneste kampe. Og jeg mærker intet til skaderne. Fysisk er jeg helt på toppen og har fået bygget meget på under den sidste skadespause. Men naturligvis kan kampformen ikke være der helt endnu, og det kan jeg godt mærke i det sidste kvarter af kampene.

– Men lige nu nyder jeg at være med, og jeg kender min rolle på holdet. Det er ikke mig, der skal styrte med frem i offensiven. Min opgave er at sætte spillet i opbygningsfasen og være styrende fra positionen lige foran forsvaret. Jeg skal balancere holdet ved hele tiden at tænke på omstillinger, så jeg er placeret bedst muligt til at gardere, hvis vi taber bolden i opspillet.

– Jeg har typer foran mig til de offensive aktioner, og det passer mig glimrende at skulle læse spillet og være klar til at generobre. Sammen med forsvaret skal jeg være med til at holde overblik over de andres positioner og organisere et hurtigt genpres, hvis det er muligt, siger Lasse Petry.

Han glæder sig over det boost, sejren over AaB i søndags giver til holdet før den svære udekamp mod Esbjerg fredag aften:

– Vi fik et godt rygstød med sejren over AaB, og det skal vi bygge videre på og holde fokus på de samme dyder: Holdånd, vilje til at løbe ekstra meter for hinanden og give sig fuldt ud i duellerne. Esbjerg har lige fået ny træner og vil med garanti komme med ny power, som vi skal stå imod som hold.

– Jeg håber, vi kan stå stærkt sammen som hold og slutte af med så mange point i efterårets sidste fem kampe, så vi kan angribe foråret, som vi gerne vil. Vi skal overvintre så højt som muligt, så vi har noget at stile efter til foråret, siger Lasse Petry.

Selv om han kun lige er fyldt 23 år og har været plaget af skader, kan Lasse Petry i Esbjerg  spille sin kamp nr. 80 med tigeren på brystet. Og med de offensive typer, FCN ellers råder over til midtbanepladserne, kan Lasse Petry koncentrere sig om sin rolle som balancepunkt på den bagerste midtbane.